​"Jeg tror på et liv før døden, og det har jeg i sinde at leve." 

- Malene Schwartz

ACT - en kognitiv adfærdsterapi

Der findes flere former for kognitiv adfærdsterapi. Fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i samspillet mellem tanker, følelser, fysiske fornemmelser i kroppen og handlinger.

Den metode, jeg arbejder med inden for kognitiv adfærdsterapi, er en af de nyere metoder, der hedder Acceptance and Commitment Therapy. Det er en metode, der allerede er blevet forsket meget i og som har vist sig effektiv over for en lang række udfordringer i livet bl.a. smerter, kroniske sygdomme, stress samt lidelser som angst og depression.

Et rigt og meningsfuldt liv

Acceptance and Commitment Therapy forkortes ACT og udtales i sin korte form som det engelske udsagnsord "to act", at handle. Det er en terapiform, hvor vi sætter fokus på at hjælpe dig til netop at kunne gøre det, der er vigtigt for dig i dit liv. Det er fortvivlende let at blive fanget i indre kamp og lidelse, og vi kan alle få brug for hjælp til at leve livet og tackle vores udfordringer på en måde, så vores liv stadig opleves rigt og meningsfuldt selv midt i de vanskeligste vilkår. 

Terapi - hvad taler vi om?

I terapi taler vi ofte om, hvad det er, du gerne vil videre med, og hvilke personlige værdier du vælger at prioritere dette sted i livet. Vi taler om, hvilke tanker, følelser og fysiske fornemmelser, du synes, står i vejen, for den måde du ønsker at være på og handle på i livet. Vi arbejder med, hvordan du kan vælge at være med eller forholde dig til de smertefulde følelser og tanker, så de ikke står i vejen for dig. Vi lægger en plan og udvælger undervejs eksperimenter, du ønsker at afprøve og gøre dig nye erfaringer med, så du oplever at komme videre. For at alt dette kan lade sig gøre, vælger vi sammen et tempo og en fremgangsmåde, der er hjælpsom for dig. 

Hvis du ønsker at reflektere lidt mere over spørgsmål, der er naturlige i et terapiforløb hos mig, er du velkommen til at downloade dette arbejdspapir, udfylde det og tage det med til vores første samtale.​ Hvis det er svært for dig at svare på, er det helt i orden. Den situation, man står i, og de tanker og følelser, man får, kan opleves kaotiske og svære at beskrive. Hvis det er tilfældet, er det der, vi starter, og vi prøver at afdække det sammen.


Kontakt mig​

Udfyld formularen med dine oplysninger og jeg vender tilbage hurtigst muligt. 

 
 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt